Rakkerkulen - Skjernguiden

Ifølge H.P.Jensens bog "Dejbjerg", var den første rakker på stedet Jørgen Christensen (Jørgen Lodde). Han rømmede fra krigstjeneste og da han næsten var blevet indhentet af sine forfølgere, så han en rakker der var i færd med at flå en selvdød hest og han sprang over og hjalp med dette "urene" arbejde. Da forfølgerne så dette, ville de ikke have mere med ham at gøre, da han nu var "uren" og han slap dermed for krigstjenesten.

Han fik bygget huset på skellet mellem Dejbjerg, Stauning og Skjern sogne, og slog sig her ned som rakker for de tre sogne.

Huset gik i arv i familien indtil en af Jørgens efterkommere, Niels Jensen i 1837 tilbød at sælge ejendommen til Skjern og Dejbjerg kommuner. Prisen blev dengang betragtet som vel høj og langt over værdien, men handlen kom i stand, da man i kommunerne her så en mulighed for at komme fattigvæsenets omkostninger til husets beboere til livs, og man lod efterfølgende huset nedbryde.

Teksten på den store, øverste og nærmest trekantformede sten, står:

STAUNING SKJERN DEJBJERG

Teksten står naturligvis de sider af stenen, der vender mod de respektive tre sogne.

På en mindre sten, liggende ved foden af den store, står:

HER LAA KVEMBJERGHUS

INDTIL 1837

Stenene markerer det sted hvor de tre sogne Stauning, Skjern og Dejbjerg støder sammen og hvor rakkerhuset lå.

Trebundne skel blev tidligere betragtet som et slags fristed - "Skel-helg" - for døde og for de levende "for hvem intet fristed findes".
I trebundne skel har man i gammel tid nedgravet selvmordere og nedmanet genfærd.

En tidligere Skjernbo, Svend Erik Jessen har sendt lidt oplysninger om "Kvembjerghus:
"Den hedestrækning, hvor Kvembjerghus lå på, var min bedstefars, og jeg husker tydeligt, da mindestenen dér blev rejst i 100-året for husets nedrivelse.
I en bog "Gennem seks hundrede år. Af Skjern sogns historie" udgivet af lærer L. Petersen på eget forlag i 1927 (han var senere kordegn og leder af Kirkeskolen i Skjern) har jeg læst, at der tit kom omstrejfende tatere til Kvembjerghus, og var en af deres kvinder gravid, kunne det ske, at vedkommende fødte i huset. Når børnene så blev voksne og måske kriminelle, skulle de efter udstået straf sendes tilbage til fødesognet og kunne derved påføre sognet udgifter.
Der blev da engang ført proces om, i hvilken del af huset den pågældende var født, da bygningerne jo lå på skellet mellem sognene. Om de sidste personer trak man lod, og Skjern var uheldig."

Tak til Svend Erik Jessen for de supplerende oplysninger.