|
Følgende tekst er en afskrift af redaktør Johannes Vejlagers artikel
"Genforeningsmærkerne i Ringkjøbing Amt" i "Hardsyssel
Årbog 1929":
"Hanning-stenen.
På en kæmpehøj tæt ved Holstebro - Skjern landevej Vest for
Hanning Kirke er mindestenen rejst i fællesskab af Hanning Sogns
beboere.
det nedsatte udvalg: Lærer Borup, grdr. Mads Andersen, grdr. Hans
Nielsen, grdr. Søren Søe og Partikulier Laurids Jensen, alle af
Hanning, forfattede og bestemte indskriften:
MINDE OM SØNDERJYLLANDS
GENFORENING MED MODERLANDET
DEN 10. JULI 1920
EFTER 56 AARS ADSKILLELSE
Stenen og den meget høje flagstang ved siden er rejst den 6.
september 1920, og såvel højen som mindet er overdraget sognerådet
for Dejbjerg-Hanning Kommune, og de fuldgyldige papirer over
overdragelsen findes i sognerådets arkiv. Sognerådet sørger således
for den fremtidige fredning og vedligeholdelse.
Den ret store sten, knap 3 m høj med en vægt af 6000 kg. har i
umindelige tider ligget på Dalgårds Hede i Finderup. Den er nu
transporteret de 7 km fra findestedet til dens nuværende plads af
vognmand Peder Knudsen med et forspand af 6 heste. Indskriften er hugget
af en gammel veteran fra 1864, Husmand Chr. Møller fra Herborg, der
således ikke alene med våben i hånd har kæmpet for Sønderjylland,
men også medvirket ved rejsningen af en mindesten for genforeningen.
Højen hvorpå stenen er rejst, er skænket af grdr. Morten Noe,
Hanning. Den er nu indhegnet og beplantet med gran, så stenen vil, når
beplantningen efterhånden gror til, præsentere sig overmåde smukt,
Den ved siden af stenen rejste flagstang med tilhørende flag er
skænket af Hanning Ungdomsforening; så sognets ældre såvel som unge
har været medvirkende ved mindets rejsning."
|