
|
Redaktør Johannes Vejlagers skriver i sin artikel
"Genforeningsmærkerne i Ringkjøbing Amt" i "Hardsyssel
Årbog 1929" følgende om Faster genforeningssten:
"Faster-stenen.
I Faster Hovedskoles have op til den stærkt befærdede vej:
Skjern - Videbæk - Herning er stenen rejst af Hjem og Skole i forening.
Den mørke, næsten sortegrå sten står smukt til skolens lyse facade
og et næsten umærkeligt højnende ellers fladt terræn åbner sig med
vid udsigt mod syd.
Stenen, der er fundet på Kræ Nielsens mark ca. 2 km fra skolen, kunne,
takket være dens ringe dybde, transporteres på en almindelig vogn
trods den ret store flade, der, når den ses forfra giver indtryk af en
betydelig større vægt end set fra en af siderne.
Sognets beboere har i fællesskab rejst stenen, og udvalget, der
forestod arbejdet, og hvis medlemmer var: gårdejerne Jens Astrup, Mads
Bendtsen, Bendt Bendtsen og lærer Axel Møller alle af Faster, udskrev
en fri konkurrence om indskriften. Der indkom i alt 17 besvarelser, om
hvilke der ved en lille festlighed blev foretaget afstemning. Den
sejrende, der under en korsformet stjerne er indhugget på stenens
forside, er forfattet af et af udvalgets medlemmer: gårdejer Mads
Bendtsen, Faster Kirkeby:
STAA STEN, MIND SLÆGTEN OM,
DA SØNDERJYLLAND TILBAGE KOM.
og på foden af stenen:
REJST AF SKOLE OG HJEM.
Afsløringsfesten, til hvilken størsteparten af sognets beboere
havde givet møde, fandt sted i forsommeren 1921, og selve afsløringen
foretoges af Pastor Kelstrup, Lem. Desuden talte sognepræsten Pastor
Johansen, gårdejerne Jens Astrup og Bendt Bendtsen samt lærer A.
Møller, tidligere Faster, nu Måbjerg v. skole ved Holstebro."
|