SkjernguidenTil startsidendk

Skjernguiden.dk - forside

Dalgasstenen

500 mtr. vest for p-pladsen på Ringkøbingvej i Dejbjerg Plantage

Mindestøtte Enrico Dalgas

Mindestøtte detail

Tanken om at sætte et minde for Enrico Dalgas kom fra proprietær Hans Okholm, Bøllinglide.
Han var dengang formand for Bølling Nørre Herreders Landboforening, og han mente at landmændene burde rejse mindet.

Oprindeligt var det tanken at sætte mindet på toppen af en gravhøj, men dette kunne ikke tillades. Derfor måtte man bygge en ny høj.

Stenen blev rejst i 1897 og prisen var i datidens beløb 318,42 kr.
Disse penge blev indsamlet i de omliggende landsogne.

Fra stenen er der i klart vejr en fantastisk flot udsigt over Ringkøbing Fjord til Holmsland Klit. Måske er det netop derfor at Dejbjergs minde over Enrico Dalgas blevet særligt kendt.

Kilde: H.P.Jensen, I: "Dejbjerg", side 15-17. September 1966.


Tekst på stenen:

E. DALGAS

GOLDE HEDES
SLØVENDE VÆSEN
SEIERRIG HAN
OVERVANDT
LIV HAN TÆNDTE
KÆMPERØSTEN
VEJ TIL FOLKETS
HJÆRTER FANDT

1897


Efter nederlaget i 1864 blev Det danske Rige reduceret med en tredjedel af arealet og to femtedele af befolkningen. "Hvad udad tabes, skal indad vindes" hed det motto, under hvilket genrejsningen af landet fandt sted. Dette slagord var udformet af digteren H.P. Holst, men blev tillagt Enrico Dalgas, der gik i spidsen for opdyrkningen af den jyske hede.

Den teknologiske udvikling muliggjorde ikke blot opdyrkning af hedearealer, men også afvanding af våde jorder og inddæmning af lavvandede fjorde. Det dyrkede areal blev desuden øget gennem dræning og omfattende tilplantninger. I 1914 var der alene i Jylland skabt nye landbrugsarealer svarende til den del af Sønderjylland, der blev forenet med Danmark i 1920. Den omfattende landvinding afspejler sig i ca. 50 mindesmærker, hovedsageligt over hedeopdyrkning og afvanding. De fleste af disse mindesmærker er rejst efter Første Verdenskrig.

Mindesmærkerne er i sagens natur meget ujævnt fordelt. De fleste findes i Nord- og Vestjylland samt i de områder på Øerne, hvor der er sket større landvindinger.

Kilde: www.mindesten.dk


Læs mere om Enrico Dalgas på Hedeselskabets hjemmeside.

Til top af siden ->

Copyright © 2004. Skjernguiden.dk
Alle rettigheder forbeholdes.