Skjernguiden
dk
|
|
Skjernguiden |
Det ældste Skjern opstod i middelalderen ved broen over Skjern Å, i
nærheden af hvor "Petersminde" ligger i dag. Allerede i 1338 var der en gangbro
over Skjern Å her. At man kender en bro så tidligt, skyldes at kantor ved Ribe
domkapitel, magister Esger Mø, dengang testamenterede en besiddelse i Alrum
"til vedligeholdelse af en spang over Skjern Å".
Broen var et meget vigtigt overgangssted og lå
ikke langt fra Lundenæs slot,
og derfor bør det ikke undre, når man i middelalderen nævner Lundenæs
som et sted, hvor der udspillede sig flere krigshandlinger. Her slog Niels
Ebbesen holstenerne d. 2.maj 1340. Det fortælles i "Jyske Krønike"
fra omkring 1360, og nævnes i tilknytning til drabet på "den kullede
greve" i Randers, natten mellem 1. og 2. april 1340. Det beskrives
således:
"Samme år den 2. maj dræbte samme Niels Ebbesen ved Skjernå mange
tyskere, som var i færd med at bygge en borg der til de danskes fordærv".
Den borg tyskerne har bygget på, har uden tvivl været Lundenæs, uden at det
skal forstås således, at det er holstenerne der har anlagt borgen. Grev Gert
og hans sønner har nemlig haft en afdeling soldater her, som skulle herske over
omegnen og samtidigt forstærke borgen.
Der er mange beretninger om farefulde rejser over engene mellem Tarm og Skjern.
Den berømteste er uden tvivl historien om Kong Hans, der en januardag i 1513
var på rejse fra Riberhus til Ålborghus. Kongen havde travlt, og
historieskriveren Hans Svanning skrev i 1561:
"En dag på rejsen var der højflod af Vesterhaff over et vadested der,
som Skjærn Å løber ud i stranden, kaldet Tarm Kjær. Engene og alle lave
steder var fyldt med vand, så landevejen var skjult.
Kongen befol stedkendte mænd at føre sig ad den af vandet skjulte vej Han kom
også lykkelig over vejen og kom ind over Kjæret, hvor han fulgte den mand, som
gik foran. Da trådte hesten i et hul, så kongen styrtede af sadlen, og før
nogen kunne komme ham til hjælp, kom han ganske og helt under vandet og var i
stor livsfare, men blev dog taget op og båret ind i Tolderens hus ved broen.
Der blev gjort ild på, og hans klæder trukne af ham. Da han her sad ved ilden
for at få varmen, fik han en stærk feberrystelse. Men intet kunne holde ham
fra at drage videre. Hans sygdom formerede sig mere og mere, indtil Gud kaldte
hannem d. 20. february 1513..."
Kong Hans
gravsted findes i dag i krypten under Odense Domkirke (også kaldet Skt.
Knuds kirke).
I 2004 opstillede Skjern Bevaringsforening en mindesten tæt på det sted, hvor man mener, at Kong Hans faldt af hesten i 1513.
Broen kendes også på ret dramatisk vis fra
efteråret 1534, da Johan Rantzau på kongens vegne førte krig gennem
Vestjylland mod oprørske bønder. Han fortæller selv om det i et brev:
"Som i uden tvivl vil vide, drog jeg fra Kolding til Varde, hvor omtrent
400 bønder havde samlet sig. Da de nu fornam, at jeg var kommet, tog de benene
på nakken, og slap med nød og næppe fra os. Siden drog jeg med knægtene og
de to andre fænniker, som min nådig herre lod mig få, til en bro, der hedder
Skjernå, men lå dog over en nat undervejs. Ved samme bro havde mange bønder
samlet sig og kastet broen af; ville jeg omgå dem, måtte jeg 4 eller 5 mil
(Red.:40-50km) af vejen, og landsknægtene skulle i denne vintertid på 3-4
steder have vadet i vand til bæltet. Desårsag gik jeg med krigsfolkene løs
på broen, hvor mange bønder havde samlet sig. Der begyndte vi straks at veksle
skud, og med vort håndskyts trængte vi dem så hårdt, at de veg fra broen. Da
tog vi os for at bygge broen igen. Som de nu så det, flyede de for os, og vi
drog videre næste dag til den lille stad Ringkjøbing..."
I en befaling fra den nye konge, Christian d. II, fik herremanden Ejler Bryske på Lundenæs slot besked om at de vejfarende skulle betale brotold. Taksterne for at passere broen, kan læses i befalingen: en vogn kostede een skilling, 4 kreaturer det samme. For en hest skulle betales "en hviid" og det samme for en fodgænger. Fire får, lam eller seks svin kostede een skilling i bropenge. Opkrævningen af bropenge for passage sluttede i 1849, hvor det offentlige overtog pligterne til vedligeholdelse af broen.
Skjern Brogård blev i 1795 opført af bro- og kromanden Chr. Peter Petersen. I 1804 solgte han Skjern Brogård og byggede i stedet en ny gård, som han gav navnet "Petersminde" efter sig selv. Chr. Peter Petersen døde i 1821, og staten købte "Petersminde" for at benytte gården som herredsfogedbolig, som en følge af sammenlægningen i 1829 af Bølling og Nørre Horne Herreder med herredsting og herredsfoged (dommerembede) ved Skjern Bro.
I 1840'erne blev en ny vej og et nyt broanlæg bygget et par hundrede meter øst
for Skjern Brogård, der stadig var gæstgiveri og postekspedition, men p.gr.a.
vejflytningen, mistede stedet sin væsentligste tiltrækningskraft, og i 1884
flyttede retslokalet ind i en nyopført bygning i Skjern stationsby.
I 1906 blev Skjern Brogårds stuehus nedrevet og et nyt stuehus blev opført. I 1975 blev dette stuehus og avlsbygningerne afbrændt ved en
brandøvelse.
Petersminde eller "Dommergården" som den også kaldes i daglig tale, er i dag fredet og står som et smukt minde over det ældste Skjern.
Står man ude ved Skjern Havn og kigger mod nord, har
man på sin venstre side "Petersminde". Lidt længere nord herfor, til højre for grusvejen, lå Skjern
Brogård. Den gamle vej over engene og åen
passerede dengang øst om Skjern Brogård. Nord for Skjern Brogård, lå det
gamle tinghus, og lidt vest herfor igen, lå "Pjaltenborg".
I dette hus boede herredsfuldmægtig Kiær og skriver Sabro i 1860'erne. Vejen
fortsætter mod nord, op mod Kirkeåen og over Kirkebro efter at have passeret
forbi Skjern Kirke, hvor Vardevej går idag. Ved kirken står idag, som dengang,
den gamle vejsten der anviser vejen til Varde og Kolding i vejsammenstødet
Vardevej / Ånumvej.
Nord for Kirkebro delte vejen sig i Ringkøbingvej og Holstebrovej. Denne vejgaffel eksisterer stadig: hjørnet af Kongevej og Pilealle. Lidt nord for denne vejgaffel valgte Skjerns første læge James William Wedel at slå sig ned i 1843. Iflg. bogen "Skjern - Gadebilleder før og nu" af museumsinspektør Kim Clausen, skal huset være det der idag er beliggende på Chr. Hansensvej 4 (Red.: mener nu at det må være nr.12 i stedet. Denne ejendom kan ses på gamle postkort fra omkring år 1900 og facaden idag ligner i meget store træk det der kan ses på det gamle billede).
Skjerns gamle kirke fra omk. år 1200, er ikke tilfældigt placeret i landskabet.
Man har sandsynligvis bygget kirken der, hvor det var lettest for alle i sognet
at komme. Broen eller vadestedet over Kirkeåen lå centralt i sognet. Lidt nord
for Kirkeåen mødtes studevejen fra Thy med landevejen fra Ringkøbing. Efter
at have passeret over Kirkeåen delte vejen sig atter. Den vigtige studevej
fortsatte sydover og krydsede Skjern Å ved Skjern brogård, mens en østgående
landevej fulgte åen indtil Borriskrog, hvor den krydsede åen, for derfra at fortsætte mod Horsens og Kolding.
Da vejen fra Varde til Ringkøbing i 1850 var blevet udbygget til en rigtig
landevej, begyndte der at komme nye folk til Skjern. Disse folk havde
muligvis øje for, at stedets trafikale placering kunne rumme visse muligheder
for udvikling.
Måske derfor byggede disse tilflyttere ikke deres huse, værksteder og forretninger ved den lille
broby ved Skjern Å - de byggede i stedet oppe ved kirken,
langs med den nye landevej.
Omkring 1850 kom en apoteker til området, og han ville gerne købe en grund,
helst i nærheden af Skjern bro over Skjern å. Ingen ville dog sælge til ham
og han kom i stedet til Tarm, hvor men gerne tog imod ham, og hvor der så blev
åbnet et apotek. Først i 1923 blev der i åbnet et apotek i Skjern.
I 1843 slog lægen James William Wedel sig ned i Skjern.
I 1857 kom en
snedker og høker P. Thomsen til og slog sig ned ved kirken.
Skomageren J. Zerakitsky
kom til 1860. Han fik (iflg.
Handelskalenderen 1891-93) "borgerskab" i dec. 1875.
Byen er vokset op på jorden fra 3 gårde: Nørre Kousgaard, Store Engsig og Lille Engsig. Helt op i 1890erne kaldtes byen lokalt ofte for Engsig by.
Kilder:
"Skjern, Gadebilleder før og nu". af Kim Clausen. Udgivet i 1983 af
Skjern kommune i anledning af Skjerns 25 års købstadsjubilæum.
"Erhvervshistorisk Årbog 1980, Stationsbyen Skjern i handelskalendere og
erhvervsarkiver". af Finn H.Lauridsen. Universitetsforlaget i Aarhus.
"Skjern Å. Historien om Danmarks vandrigeste å", Udgivet i
1968 af Lions Club Skjern.
"Hardsyssel Årbog 1959", side 27-29, "Lundenæs Len" af
Alfred Kaae.
