|
|
Stenhugger Gustaf Jonsson (1843-1930) var af svensk afstamning og i en alder af 70-72 år tilhuggede han ved håndkraft med datidens værktøjer, mange af de marksten (kvadre), der blev anvendt til Skjern kirkes store ombygning i 1915. P. Ingolf Christensen skriver om ham i bogen "Skjern kirke 1915-1940": "Gustav Jonsson var
endnu en gammel Kæmpe, hvidhaaret, med graat Skæg og mægtige
Øjenbryn, da han, skønt kroget af mange Aars haardt Arbejde, gav sig i
kast med det store Arbejde at tilhugge alle de Marksten, som Sognets
Bønder kom kørende med, og som skulde danne den ydre Mur af firkantede
og plane Sten i Skjern Kirkes tre tilbygninger. Gustaf har også tilbage i 1890erne tilhugget de fire gamle vinduers buer i sydsiden. Han kunne dog ikke selv klare hele den daglige tilhugning af de mange sten til kirkens udvidelse i 1915 alene, hvorfor man antog to stenhuggere fra et københavnsk stenhuggerfirma, som bl.a. tilhuggede buerne over dørene og de store tympanoner (døroverliggere). Gustaf kiggede noget til deres dengang mere moderne værktøjer og forsøgte sig vel også med disse, men vendte hurtigt tilbage til sine egne mejsler og tunge hamre. Daværende kirkeminister Poulsen udtalte ved kirkens indvielse: "Denne gamle stenhugger har sat sig et varigt minde." Og man må jo medgive, at så længe Skjern kirkes mure står, vil de tale deres tavse sprog om den gamle stenhugger Gustav Jonsson, der i en alder af 86 år døde i 1930, og som stedtes til hvile lige inden for det vestlige kirkegårdsdige. Muligvis var det også ham der huggede teksten i Genforeningsstenen, der opstilledes på det lille torv midt i byen i 1921. |